Tilbage |
Ølbrygning er en fantastisk hobby, som mange kaster sig over. De fleste håndbryggere lever med en stille drøm om, at kunne sælge sit øl og måske gøre det til en levevej. Der er forholdsvis få håndbryggere, der går linen ud og det er med god grund, for det er meget svært at tjene penge på at sælge øl. Derfor havde jeg også sagt nej, hver gang nogen har foreslået mig at prøve, om jeg kan leve af at sælge mit øl.
Jamen hvorfor så Fredericia Brewpub?
Ideen blev født meget præcist den 6. juni 2019, kl. 09:30 ved et møde hos FTF-A i Kolding.
Lønnen fra Bankdata stoppede med udgangen af maj måned og jeg var blevet rigtig arbejdsløs.
Jeg havde allerede søgt en del jobs og var begyndt at tvivle på, om mit sidste jobkapitel skulle være på et kontor med uduelige chefer...
A-kassen kaldte til møde for nye arbejdsløse og undervejs i mødet, blev der flere gange talt om de muligheder, man kunne få som iværksætter.
Efter mødet fortalte jeg Marie om den skøre ide, at starte en pub med eget bryggeri. Marie synes godt om ideen og jeg gik igang med at lave en forretningsplan.
Der blev brugt mange timer på planen og jeg cirklede om den varme grød: hva' koster sådan en pub? Planen blev færdig og til sidst var der kun økonomien tilbage - og mine bange anelser blev bekræftet: Det var alt for dyrt at starte en pub med et bryggeri. Udstyret til bryggeriet kunne vælte enhver omkuld, så projektplanen blev til en 2-delt plan. Vi kunne åbne en pub uden et bryggeri og så måtte bryggeri-delen komme senere, når der var råd til det.
På et første møde hos Business Fredericia var jeg ved at blive overrumplet af et 2. grads forhør. Formålet var selvfølgelig at de ville sikre sig, at jeg kom godt fra start - og havde gjort de rigtige overvejelser. Da forretningsplanen endelig var færdig, fik jeg til gengæld ros: Det var sjældent, at de havde set sådan en gennemarbejdet plan.
På årets pub crawl med Ølentusiasterne i Fredericia mødte Marie og jeg Dorthe. Vi havde ikke set hende før, selv om hun havde været med i Ølentusiasterne i flere år. Dorthe hørte om mine planer og hun nævnte, at hun gik med en tilsvarende drøm. Hun inviterede sig selv på en kop kaffe en uge senere, for at høre mere om planerne. Hun mødte op med et stykke papir med en masse punkter, hun gerne ville diskutere. Stort set alle hendes punkter var allerede beskrevet i min forretningsplan og vi var meget enige om, hvordan en brewpub skulle se ud og hvordan den skulle drives. Så Dorthe tilbød at hoppe med på projektet. Det var fantastisk, at Dorthe dukkede op ud af det blå - og pludselig havde jeg en partner til projektet. Vi besluttede at skyde et beløb ind, så der nu blev plads til at starte en brewpub - og ikke kun en pub.
Business Fredericia fulgte vores projekt på nært hold og de forsøgte at feje foran os - som på curlingbanen.
Vi fik kigget på adskillige lejemål, bl.a. Spritgården i Norgesgade. Vi undrede os over, at lokalerne var ved at blive sat i stand her, selv om de ikke var lejet ud. Ejendomsmægleren sagde, at vi bare kunne brække væggene ned, hvis vi ville have større lokaler. Det lød mærkeligt i vores ører...
Vi var enige om, at brewpubben skulle ligge i den centrale del af Fredericia. Der er et lille område af byens gågader, der er attraktive. Det ved udlejerne godt og priserne er derefter.
Vi stod med 3 lejemål i Gothersgade, der kunne være interessante. Det ene ejes af en sand boligspekulant (med ret så dårlige skudsmål på nettet). Han virkede meget tilforladeligt, men vi skulle betale en uhyrlig leje for et lokale, der var for lille til brewpubben. Væk med ham. Så havde vi to tilbage.
Over for Tøjhuset var en nedlagt lægeklinik og lokalerne var charmerende, men her var ikke plads til bryggeri - og det pensionerede lægepar ville ikke tillade, at vi arbejdede for meget med vand. Lejemålet kunne kun bruges som pub - og vi kiggede derfor også på lokaler til et egentlig bryggeri uden for volden. Vi gik væk fra ideen - det ville blive for bøvlet, at have pubben og bryggeriet adskilt
Gothersgade nr. 51 var ikke kærlighed ved første blik. Lokalet var indrettet til kontorer. Topdanmark havde haft et callcenter der og lokalet havde stået tomt i over et år. Her lugtede indelukket og det var svært at se, hvordan vi kunne indrette en brewpub her. Lejen var høj - men der var også over 400 m2, så det var fair.
Jeg prøvede at lave en skitse i Power Point og efterhånden blev vi lune på ideen. Der var nogle kontorlokaler i lejemålet. Hvis vi fjernede lokalerne og lavede et stort lokale, kunne vi indrette en pub og et bryggeri. Marie mente nu, at vi skulle beholde i det mindste et af lokalerne. Jeg var ikke let at overbevise, men hun fik senere ret - hvilket jeg senere blev meget glad for.
Egentlig vil vi gerne hedde Fredericia Bryghus, men der klæber sig en lidt kedelig historie til navnet. I 2008 lukkede Fredericia Bryghus efter blot 6 måneder. Det husker rigtig mange bysbørn - især dem, der investerede i foretagenet. Hvis vi skulle gøre os håb om at få nogen støtte, skulle vi vælge et andet navn. Dorthe og jeg går i tænkeboks og dagen efter mødte vi frem med det samme navn: Fredericia Brewpub. Så var der ingen tvivl, selv om der var andre, der hørte 'bluepub', når vi nævnte navnet. Vi blev enige om, at holde fast i navnet. Vi var sikre på, at vi nok skulle sørge for, at alle med tiden lærer at udtale navnet korrekt :)
Jeg synes selv, at jeg var verdensmester i det med grafik og logoer. Jeg havde fået lavet et flot logo - hvis jeg selv skulle sige det. Vi blev alligevel opfordret til at tage kontakt til en marketingsmand. Højst overraskende havde han flere talenter end jeg. Han fik lavet et fornemt logo, som vi straks blev forelsket i. I løbet af no time havde vi bestilt polo-shirts (til Øllets Dag) og flyers. Det rykkede også en del i økonomien, for marketingsmanden skulle jo også have løn.
En af mine gode venner ringede til mig og gjorde opmærksom på, at der var en online-auktion over inventaret på en større restaurant, der var lukket i byen. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, for at se, hvad der var af spændende ting. Efter en hæsblæsende onlineauktion, ståd jeg med borde, tallerkner, bestik - og ikke mindst - et fadølsanlæg med 10 haner. Det var en god start.
Vi var i dialog med Fredericia Kommune, der var meget flinke til at hjælpe os på vej. Vi skulle bl.a. have en tilladelse til at brygge øl i byens centrum, en byggetilladelse (for ombygning af lokaler) og en spildevandstilladelse. Så var der lige anmeldelse til CVR, Erhvervsstyrelsen, moms og skat. Jeg blev ansat som direktør, så der skulle også laves en kontrakt.
Alkoholbevillingen var et kapitel for sig. Det var ufatteligt, hvad der skulle samles sammen af dokumentation, budgetter, ID, straffeattest og jeg ved ikke hvad. Det tog et par dage, at få samlet det hele sammen. Heldigvis oplevede vi også her en fantastisk hjælp fra en medarbejder, der hjalp os hurtigt frem til en midlertidig bevilling. Oven i alt dette havde vi travlt med at få oprettet et crowdfunding projekt hos Coop (hvilket var en yderst positiv oplevelse - de var hurtige og dygtige) og en hjemmeside, så vi kunne blive klar til Øllets Dag. Advokaten klarer heldigvis en del af registreringerne, men der var nok at samle op på bagefter.
Det viste sig, at min bank ikke begav sig ud i vilde eventyr med barer/bryggerier ol., så jeg måtte i gang med et bankskifte igen. Det var ikke trivielt, skulle jeg hilse at sige. Der er masser af dokumenter, der skulle læses og underskrives. Alle betalingsaftaler skulle tjekkes, så vi ikke risikerede rykkergebyrer o.l. Heldigvis ville Sydbank rigtig gerne være med på eventyret.
Tilbage |